Du er her: 

Om Eksistenslaboratorium

Eksistenslaboratorium er et undervisningstilbud til sundhedsprofessionelle, som har til hensigt at give deltagerne en oplevelse af at blive bedre rustet til mødet med mennesker, som oplever ændrede livssituationer og svære eksistentielle udfordringer. I laboratorierne etableres en samtale og et rum, hvor der kan arbejdes med og sættes ord på eksistensen.

 

Baggrund for Eksistenslaboratorium

Eksistentiel støtte til patienter understreges i dag som en afgørende del af omsorgen for borger og patient og kan have afgørende betydning for både behandling og sygdomsforløb. Men et øget krav til sundhedspersonalet om mere og bedre eksi­stentiel støtte, er ikke ensbetydende med, at personalet føler sig bedre klædt på i arbejdet med denne form for omsorg. Tværtimod tyder det på, at arbejdet med de eksistentielle temaer kan være en stor udfordring.

 

Hvordan forløber Eksistenslaboratorium?

Et laboratorieforløb består af 3 undervisningsmoduler – eller ’laboratorier’ af 2 timers varighed med ca. tre ugers mellemrum. Et laboratoriehold består af 6-8 deltagere.

 

I laboratorierne arbejdes der via oplæg og øvelser blandt andet med egne forventninger og forestillinger i relation til ’den svære samtale’, og i den forbindelse inddrages den sundhedsprofessionelles egne oplevede barrierer i forhold til at indgå i eksistentielle samtaler.

 

Temaer, der ofte fylder for laboratoriedeltagerne, er:  Manglende naturligt sprog om eksistensen, manglende tid til at yde eksistentiel støtte eller manglende viden om eksistentielle temaer og relationen mellem arbejdsliv og eget liv.

 

Hvem laver Eksistenslaboratorium?

Et Eksistenslaboratorium tilrettelægges og afvikles af en laboratorieleder, som er uddannet i metoden og har en række øvelser, der kan inspirere holdets arbejde.

 

Formålet med Eksistenslaboratorium

  • At etablere en samtale og et rum for refleksion over arbejdet som sundhedsfaglig
  • At styrke opmærksomheden omkring, hvilke grundlæggende eksistentielle temaer, der hver eneste dag er på spil i sundhedsarbejdet – og hvordan de hænger sam­men med egne erfaringer og eksistentielle overvejelser
  • At styrke sproget om den menneskelige eksistens og øret for det eksistentielle spor i de konkrete møder og samtaler med patienter og pårørende

 
 
Hvordan forløber et eksistenslaboratorium?

  • 3 laboratorier á 2 timers varighed
  • Cirka 3 ugers mellemrum mellem laboratorierne
  • Deltagerhold på 6-8 deltagere fra en eller flere afdelinger
  • Foregår tæt på jeres afdeling/hjemmepleje/center


 
Indholdet i Eksistenslaboratorium

  • Refleksionsbaseret undervisning i små hold
  • Fokus på inddragelse af deltagernes erfaringer fra egen praksis
  • Indgående arbejde med eksistentielle temaer, der kommer i spil, når mennesker rammes af sygdom
  • Opmærksomheds- og refleksionsøvelser til den daglige praksis